Nominal Forms
Infinitive: verge
Present participle:
Past participle: verget
Indicative
Present
| jeg | verger |
| du | verger |
| han | verger |
| vi | verger |
| dere | verger |
| de | verger |
Present Perfect
| jeg | har verget |
| du | har verget |
| han | har verget |
| vi | har verget |
| dere | har verget |
| de | har verget |
Past
| jeg | verget |
| du | verget |
| han | verget |
| vi | verget |
| dere | verget |
| de | verget |
Past Perfect
| jeg | hadde verget |
| du | hadde verget |
| han | hadde verget |
| vi | hadde verget |
| dere | hadde verget |
| de | hadde verget |
Future
| jeg | vil verge |
| du | vil verge |
| han | vil verge |
| vi | vil verge |
| dere | vil verge |
| de | vil verge |
Future Perfect
| jeg | vil ha verget |
| du | vil ha verget |
| han | vil ha verget |
| vi | vil ha verget |
| dere | vil ha verget |
| de | vil ha verget |
Conditional
Present
| jeg | ville verge |
| du | ville verge |
| han | ville verge |
| vi | ville verge |
| dere | ville verge |
| de | ville verge |
Perfect
| jeg | ville ha verget |
| du | ville ha verget |
| han | ville ha verget |
| vi | ville ha verget |
| dere | ville ha verget |
| de | ville ha verget |
Verbs conjugated like 'verge'
adle,
agne,
aksle,
akte,
aktevie,
albue,
amme,
anfekte,
ange,
angre,
anke,
ankre,
anmode,
anordne,
anrette,
anskaffe,
antaste,
antyde,
arme,
arte, etc. (List truncated at 20 verbs)
Verbs similar to 'verge'
berge,
sverge,
terge,
vege,
velge,
verke,
verne,
verpe,
verve,
avverge,
Translations
Etymology
From Old Norse verja. Compare Danish værge, Faroese verja, Icelandic verja, Swedish värja. See: Danish '
værge', Faroese '
verja', Icelandic '
verja', Swedish '
värja'.
Synonyms & Antonyms
Sample Sentences
-
[...] fremmed og sydlandsk. Og fordi alle hans oplevelser i aarevis hadde bestaat i det, at hans fantastiske drømmerier tørnet mot en hverdagslig smaalig virkelighet, saan at han tilsidst for at verge sig mot den smerten, selv forsøkte at haane bort sine drømme og korrigere sine fantasier, saa prøvet han nu at indskjærpe sig selv, at i dette romantiske kvarter bodde der naturligvis samme slags [...]
(Jenny)
-
[...] --» «Hvem?» «Hun -- Rebekka --» Jenny reiste sig op. Hun syntes, hun maatte skrike -- av forbitrelse, av væmmelse. Og hun kom til at skjælve -- hver trevl i hende krympet sig, vilde verge sig -- hun vilde ikke op i dette, alt det stygge, ækle -- mistanker, kiv, hatefulde ord, trætter, scener, hvad visste hun --. Nei hun vilde ikke op i det --.
(Jenny)